At du eller ikke du

Her på den sidste dag i 2009, er det tid til at flashe sine duelighedsmærker opnået i det forgangne år. At du eller ikke du, er IKKE spørgsmålet - for når det gælder duelighedsmærker, foretrækker jeg: DUItYourself, nemlig de hjemmelavede af slagsen. Og hvad disse duelighedsmærker står for, får lov at stå hen i det uvisse.

Godt Nytår!

Her er mere inspiration at finde om dette fantastiske emne.

At-blive-én-at-blive-to-at-blive-TRÆ

Becoming-One-Becoming-Two-Becoming-Tree

på MyPlace/Fuglsangkunstmuseum

og

ohhh! at læse Deleuze & Gauttari

Rosenkålshealing

Prøv Rosenkålshealing - det kurerer næsten alt på Jorden: kræsenhed, lavt selvværd, nedgroede negle, irriterende naboer, rumlen i maven, parkeringsbøder mmm.

Rødt chok!

Træterapi

Lider du af forhøjet blodtryk og muskelspændinger?

Eller er du bare en smule stresset?

Så er TRÆTERAPI måske noget for dig.

Internationale undersøgelser fra bl.a. Sveriges Landbruks-universitet i Malmø konkluderer, at man falder hurtigere til ro, får færre muskelspændinger og lavere puls og blodtryk, hvis man ser på et grønt og venligt skovlandskab. Effekten er ikke den samme, hvis man blot ser på marker, bygninger eller et nøgent vinterlandskab.

Nye studier fra Rochester University afslører, at naturen desuden gør os mere medfølende og (med)menneske-lige og giver os en følelse af at komme i kontakt med vores autentiske selv.

Jo, ja - jeg elsker bestemt at sidde alene i skoven på en træstub (så længe min mave er fuld, jeg ikke er drivende gennemblødt, og jeg er nogenlunde i fred for ulve, brune bjørne, insekter eller maniacs) - men jeg tænker på, om det virkelig gælder for alle. Jeg har indimellem oplevet, at nogle unge bymennesker ikke ser ud til at værdsætte naturen på denne måde. Tværtimod ser de ud til at kede sig eller blive småstressede, når de bliver udsat for (udsat i :-)) den rigtige natur. Gad vide om disse typer børn og unge mennnesker er medinddraget i undersøgelserne.

Og jeg kommer til at tænke på passager fra Eating, What we eat and why it matters af Peter Singer, som beskriver hvordan vi er blevet mere og mere vant til den kunstige udgave af kød og grøntsager og derfor ikke længere rigtigt kan skelne mellem "natur" og natur - faktisk foretrækker mange nu om stunder "natur".

Keld Hansen skriver på samme vis i Der er et yndigt Land, en fattig natur i et rigt samfund om, hvordan vi er blevet vant til såkaldte "skove", som faktisk ikke fortjener titlen skov, men hellere burde betegnes som intensivt dyrkede plantager eller landbrug.

Så personligt sætter jeg spørgsmålstegn ved de dybere værdier, når vi go green to beat the blues og opsøger naturterapi, økoterapi, wilderness therapy, healende haver, grøn terapi eller fortsæt selv rækken....

På en måde har vi stadigt valgt det kunstige frem for det naturlige.

Men ingen tvivl om, at der er en følelse af længsel efter den tabte vilde natur, og at den længsel må tages alvorligt.

Det mest enkle skridt vil være at gå ud i den nærmeste "træede tingest" - kaldet en skov eller ej - og finde sit eget NATURlige STED .......mens det stadig er der og er gratis .......og sidde der og d r ø m m e.

(R)evolution på Museet

 

 

Engang valfartede jeg til katedraler og kunstmuseer for at få en følelse af ærefrygt og undren. Nu tager jeg på naturhistoriske museer (... og indimellem går jeg også direkte til kilden: naturen selv :-)).

Men efter at have læst Stuffed Animals & Pickled Heads: The Culture and Evolution of Natural History Museums kan jeg ikke længere træde ind i et naturhistorisk museum uden at være bevidst om hvilket fokus og hvilken ideologi dette museum bygger på.

Jeg er netop hjemvendt fra det nyligt indviede Darwin Centre på Natural History Museum i London - og her lades beskueren ikke i tvivl: det underliggende paradigme er evolution, og fokus er på evolution og på at uddanne i naturvidenskab og det arbejde videnskabsfolk udfører.

Midlerne er nye interaktive medier og en arkitektur - the Cocoon - som søger at vende vrangen ud på museet for at afsløre, hvad der foregår backstage.

Videnskabsfolk er fremvist "live", og deres personlige (natur)historier bliver fortalt - historier om nysgerrighed og om begejstringen ved at udforske. Og ikke mindst historier om, hvordan deres forskning spiller en vigtig rolle i samfundet.

Beskueren får også glimt af museets enorme samling af planter, dyr, mineraler og fossiler, som er opbevaret i puppen.

Alt i alt kan jeg virkelig anbefale et besøg på dette museum til den, der ønsker at blive mere bevidst om vores fælles (natur)historie.

Ja, Darwin er overalt (vi er i London, ikke Paris :-)). Hans teori er - en teori - men bestemt den bedste vi har haft til dato til at forklare processen bag skabelsen af alt levende; men som jeg har blogget om tidligere, kan jeg stadig ikke se, hvorfor vi ikke alle kan feste sammen. Lad the Carnival of Evolution mødes med kreationister, ID'ere og de indifferente i ét stort polyfont Bakhtinsk karneval, hvor der bliver vendt op og ned på alt.

For Bakhtin er sandheden ikke et statement, en sætning eller en frase. Istedet består sandheden af mange forskellige, ofte modsigende og logisk inkonsistente statements. Sandheden behøver en mangfoldighed af bærende stemmer. Den kan ikke indeholdes i et enkelt sind, og den kan heller ikke udtrykkes med "én tunge". Den polyfone sandhed kræver mange simultane stemmer.

Så lad os mødes i ærefrygt og undren og fejre skønheden og kompleksiteten ved livet på Jorden. For når alt kommer til alt - hvad VED vi egentlig?

Langt ude i skoven

I sommer, da jeg gik tur dybt inde i de svenske skove med min veninde Anne Christine, fortalte hun mig om en bog, hun skulle anmelde og derfor var ved at læse.

Bogen hed Anastasia og var den første fra serien "The Ringing Cedars of Russia". Serien, som består af 9 bøger, er skrevet af en russisk foretningsmand - nu spirituel forfatter OG forretningsmand (der er solgt over 10 millioner bøger oversat til 20 sprog - dog ikke dansk).
Bøgerne handler om hans møde med en ung russisk kvinde, kaldet Anastasia, der lever som eneboer i skovene i den siberiske Taiga.

Jeg blev nysgerrig og har siden konsumeret hele serien.

På mange måder minder den mig om Carlos Castanedas bøger, hvor hans møde med den mexicanske shaman don Juan Matus også transformerer hans virkelighed for altid. Men faktisk er den russiske serie endnu mere fjern fra såkaldt "normal" virkelighed, hvorfor jeg desværre ikke blev rigtigt fanget ind.
Der var dog passager og glimt, som fængede mig - og hvad jeg VIRKELIG fandt interessant var, at så mange folk fra hele verden, men især Sibirien, har ladet sig inspirere af bøgerne og skabt deres egne øko-landsbyer, hvor de er selvforsynende med frugt og grøntsager og bevidst arbejder med plantekraft.
Så jeg er allerede igang med at forberede min have til næste forår og en rejse ind i "the secret teachings of plants".

Naturhistorie nr. 13

Så er det troldetid!

Du og mange andre vil sikkert sige "who cares", når det gælder trolde; men så er det, jeg lige må gøre opmærksom på, at trolde stadig er meget nærværende i skandinaveres (og andre folkeslags) verdensbillede.

Anno 2009 er det helt almindeligt at lære om trolde i sin opvækst. Kort sagt ethvert skandinavisk barn (og dermed voksen) ved, hvad en trold er, og hvordan den ser ud.
Egentlig er det en lidt pudsig måde, at børn lærer om trolde - på den ene side læres "alt om trolde" og på den anden side - faktisk samtidigt - forsikres barnet om, at trolde ikke eksisterer.
Men da børn generelt er gode til at rumme flertydig og modstridende information, tager de fleste gudskelov ingen skade af denne tågesnak.

Jeg oplever, at trolde repræsenterer det ingenmandsland, der er i grænselandet mellem mennesket og naturen. Men da naturen idag er sat helt ud på et sidespor, og alt bogstaveligt talt er oplyst, er det sjældent, at det moderne storbymenneske overhovedet nærmer sig denne grænse.

Trolde tilhører en tid, hvor mennesket fandt naturen mystisk og truende - modsat i dag hvor det nærmest er modsat.
Men man kan gøre et forsøg - ligesom mystikere, der opsøger nigredo-tilstanden, kan man gå ALENE ud i en stor skov midt i en mørk nat. Så vil man komme tættere på grænsen - og jeg er lutter øren for de historier, der måtte komme ud af et sådant eventyr. What if?
Rigtig mange tør ikke dette - forståeligt nok - det er faktisk sværere end man tror - prøv selv! Og rigtigt mange har ikke engang muligheden - den nærmeste større skov er simpelthen for langt væk.

Men man kan altid LÆSE om trolde, mens man nyder en kop trolde-the.

Og her er et tip: den, der har danset en hel aften med en underskøn partner skal huske at kigge ned - hvis der stikker en troldehale ud under dansepartnerens bukse- eller kjolekant, så er det helt sikkert EN TROLD.
Så PAS PÅ! Eller jeg skulle måske nærmere sige: TIL LYKKE!

Til slut vil jeg lige sige - trolde KAN faktisk trimmes - hvis man gør det med kærlighed og et glimt i øjet ;-)

Anskuelser

Idag anskuede jeg en skov af såkaldte anskuelsestavler på udstillingen AUTOPSI.

Tavlerne er smukke i sig selv og giver mindelser til en tid, hvor verden var til at - ikke bare anskue - men også overskue.

Sådan blev pirolen anskuet engang (et ynglende par ses nederst i højre hjørne af tavlen):

Idag ville en anskuelsestavle over denne efterhånden sjældne fugl nærmere se sådan ud:
I øjeblikket kan man opleve moderne "anskuelsestavler" på

på udstillingen Blikfang og Blærebilleder på Medicinsk Museion .

Her er udstillet nogle af de billeder, som forskere bruger til at illustrere deres foredrag på konferencer og seminarer. Så man bliver mindet om, at også idag er den visuelle kommunikation vigtig, når man skal formidle.

Jeg kan dog forestille mig, at børn nu om stunder hellere vil have anskuelsestavler i form af interaktive medier så som f.eks. Wii......

Højtflyvende catwalk

Om at tegne (en uddød fugl) i blinde

Når der er noget, jeg vil tage nærmere i øjesyn, bruger jeg indimellem en særlig tegneteknik. Den består i at kigge intenst på det valgte objekt, mens jeg tegner det, men UDEN at kigge på papiret samtidig.

Da det ikke handler om at kunne tegne, er det en teknik, der kan bruges af alle - også af folk der lider af "tegne-skræk".

Denne adskillen af hånd, øjne og objekt giver for en stund en lille forskydning i ens blik på verden - og ofte kommer der nogle ret pudsige tegninger ud af det.

Her har jeg tegnet dronten - en fugl, der under alle omstændigheder, kun kan tegnes i blinde, da den uddøde i 1681.

Mere om dronten i en anden naturhistorie.

Lodret, vandret og på tværs

Svensk skovlandskab anno 2009

Hvad er naturhistorie?

NATUR + historie(r) = Naturhistorie(r)

Ordet ”naturhistorie” dufter af objektiv viden – af, at det er muligt at observere og beskrive og forstå naturen, hvis bare man fortsætter længe nok med sine studier. Men den sidste del af ordet – nemlig ”historie” - røber, at der er tale om …… netop en historie – en fortælling.
Derfor elsker jeg ordet ”Naturhistorie” – i ordet ligger en bevidsthed om, at det ikke er muligt at beskrive naturen objektivt, da den, der beskriver, selv er et stykke natur.
Det er derfor, jeg nødvendigvis også må skrive JEG – mit eget subjekt er i sidste ende ikke til at adskille fra objektet: NATUREN. Og ej heller fra HISTORIEN.