Marcus Coates er kendt for sine ofte morsomme performances, hvor han iført dyreskind går i en slags shamanistisk trance, hvor han forsøger at få svar på spørgsmål, som publikum stiller.
Det er en forfriskende ny (gammel) metode, han bruger til at gå ind i såvel hverdagsspørgsmål som i store politiske emner.
Men er det muligt at se gennem andre briller end dem, vi har båret i de sidste 300 år i det kartesiske verdensbillede med dets hierakisk ordnede og adskildte dualismer (subjekt - objekt, ven - fjende, menneske -dyr etc.)?
Rane Willerslev tager fat på den kartesiske arv i bogen Soul Hunters: Hunting, Animism, and Personhood among the Siberian Yukaghirs
, hvor han udfordrer det vestlige antropologiske verdensbillede, som har tendens til at se shamanisme og animisme som "en bestemt kulturel konstruktion,der ganske vist er meget interessant og spændende, men som ikke har noget med virkeligheden at gøre" (min oversættelse).Spørgsmålet er, om Marcus Coates er en kunstner, der agerer som om han er en shaman, eller om han seriøst forsøger at være en shaman?
Ja, hvis vi forlader Descartes, bliver spørgsmålet meningsløst. I mine øjne træder han ind i en (anden) virkelighed, hvor han ikke er en kunstner (eller en shaman) og samtidig er han heller ikke ikke en kunstner (eller en shaman).
Og til slut må jeg tilstå: Jeg er ikke et træ, men jeg er heller ikke ikke et træ.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar